Med dessa ord bjöd den nya tankesmedjan Idéfabriken och dess ordförande,
Malmöpolitikern Luciano Astudillo (S), in till debatt på Cuba Café förra
veckan.
Rubriken löd ”När högerpopulismen blir rumsren – exemplet Danmark”.
Debatten landade rätt i tiden efter det finska valet, där var femte röstade på
de främlingsfientliga Sannfinländarna, och efter det danska beslutet att
återinföra gränskontroller – tillkommet i en kohandel där regeringen behövde
stöd för en pensionsreform och stödpartiet Dansk folkeparti såg sin chans.
Tyvärr skulle den här sortens debatt landa rätt i tiden i stort sett när som
helst: den rörelse som felaktigt kallas ”högerextremism” – ekonomiskt är den
mera vänster och i kärnan präglad av xenorasism, rasism emot främmande
kulturer – är på frammarsch i hela Europa.
Hur ser då den danska debatten ut – och hur skiljer den sig från den svenska?
Svar ger Peter Hervik, etnicitets- och migrationsforskare vid Aalborg
universitet, och Jens Jonatan Steen, direktör för tankesmedjan
Centrum-venstre akademiet, mina meddebattörer på Cuba Café.
På vilket sätt skiljer sig den offentliga debatten i Danmark och Sverige?
Peter Hervik: Danskerne synes selv, at de siger ting lige ud, og at det er
godt. De kan ikke forstå, at andre folk ikke har det på samme måde.
Svenskerne opfattes som politisk korrekte, som ikke siger lige ud, hvad de
mener og derfor bliver indesluttede og indestængte.
Svenske journalister siger, at de passer på demokratiet ved at afvise
”anti-demokratiske” og indvandrer-fjendtlige indslag. Og danske
journalister mener, at de siger tingene lige ud af hensyn til demokratiet.
Men der er megen myte og dobbelmoral i betragtningerne. Ved nærmere eftersyn,
så er dét at sige tingene lige ud ofte blot det samme som at hævde, at de
selv sidder med det rigtige svar, mens de ikke har øjenene åbne for deres
egne begrænsninger. I Danmark er det nærmest tabu at bruge begreber som
nationalisme, racisme og lignende begreber om danske forhold, ligesom det
også nærmest var tabu under Muhammed-karikaturkrisen at tale om
Jyllands-Postens anti-islamiske linje i 2000-tallet.
Jens Jonathan Steen: Den store store forskel er at man føler man kan og dermed
skal sige alt i Danmark, mens der i Sverige hersker en hård selvcensur for
hvad der tillades. Begge dele har sine ulemper, men jeg tror, at der er en
fare for at den politiske korrekthed i Sverige undertrykker latent
utilfredshed som lurer under overfladen.
Følelser kan ikke undertrykkes i al evighed, som vi har set med væksten for
Sverigedemokraterne og højrepolitiske partier i resten af Europa. Vi skal
naturligvis udfordre de reaktionære stemmer, men vi skal også imødekomme den
utryghed, som hersker i befolkningen.
På vilket sätt skiljer sig mediernas förhållningssätt till
främlingsfientliga och nationalistiska partier?
PH: Svenske politiske partier og aviser taler om SD i en voldsom tone især
omkring midten af 2000, hvor alle lagde afstand til partiet. I Danmark taler
næsten alle politikere og aviser faktisk mere neutralt og balanceret om
Dansk Folkeparti, hvilket viser, at den radikale højrepopulistiske drejning
er blevet mainstream.
I vores undersøgelse har det vist sig, at der er en svag tendens i Sverige i
de seneste år til at nærme sig de danske tilstande. [Working Paper skrivet
med Anders Hellström vid Malmö högskola]
JJS: De svenske medier har fastholdt en elitær og politiske korrekt linje,
hvor store dele af befolkningen ikke bliver hørt. Samtidig har de danske
medier spillet ukritisk med på en skadelig ”dem og os”-linje. Begge dele er
forkert.
Men uanset hvad man gør så kan højrepopulismens fremdrift aldrig være
mediernes skyld. Det er udelukkende en dårlig undskyldning for særligt de
mange venstreorienterede politikere, som aldrig fik formuleret en progressiv
og fremadrettet kultur- og værdipolitik. Det er ynk at give medierne
skylden.
Monokultur eller multikultur eller ...
Å ena sidan danska värderingar som DF förespråkar, eller SD:s ”svenskhet”.
Å andra sidan multikultur som riskerar att förväxlas med kulturrelativism.
Hur ska det hanteras?
PH: Det handler i virkeligheden ikke om, hvad danskhed er. Monokultur og
multikulturalisme handler om grænser og rettigheder og ikke mindst om, hvem
vi ikke kan lide. Begge dækker over det uløste forhold mellem individuelle
rettigheder og grupperettigheder.
Monokultur er et andet ord for nationalisme og dækker over, at ”vores” kultur
er god, mens mennesker fra andre kulturer på vores territorier ikke skal
have så mange rettigheder som os andre. Deres kultur tæller ikke nogen
steder og omtales i negative vendinger.
Multikulturalisme angribes i dag fra mange sider. Ofte bruges begrebet blot i
betydningen tilstedeværelse af synlige etniske minoriteter, med den
”forkerte” monokultur. Men multikultur fokuserer som idé på retten til at
være anderledes på basis af egen identitet og er dermed vigtigt at debatere.
Kritikken af multikultur er mest af ideologisk karakter og sjældent særlig
nuanceret.
JJS: Kampen mellem monokulturalisme og multikulturalisme er den helt
afgørende. Vi bliver nødt til at finde en ny vej ud.
Vi skal ikke forme fremtid med et reaktionært, snæversynet og navlebeskuende
blik på hvad Danmark var for 50 år siden. Men samtidig kan vi heller ikke
forme fremtiden ud fra en vision om et identitetsløst, kosmopolitisk og
relativistisk verdenssyn hvor alt er lige godt.
Den højtuddannede elite hælder kun benzin på populisternes bål ved at nægte
udfordringerne ved de stigende immigration, ved at ophæve de lokale og
nationale identiteter, ved gøre en stadig større af befolkningen til
racister og ved acceptere etablering af parallellsamfund. Vi har brug for et
opgør med den bedre vidende elite som bl.a. den prisbelønnede danske
forfatter Carsten Jensen repræsentere. Hans figur er billedet på den
nuværende krise i det danske samfund, hvor afstanden mellem top og bund
bliver stadig støre.
Vi har brug for noget at samles om som ikke er reaktionært og fremmedfjendsk,
men her har den kulturelle elite svigtet stort.
Vems ansvar är det att stoppa denna populism?
PH: Det er folkets opgave; det er journalisternes opgave; det er alles opgave.
Øget polarisering i debatten og jo skarpere tonen bliver, jo større er
risikoen for øget vold, kriminalitet og politisk aktivisme. Derfor er det i
alles interesse.
JJS: Det helt og holdent min overbevisning at venstrefløjen og
arbejderbevægelsen er de bedste og måske de eneste der kan sikre et reelt
opgør med den højrepopulistiske fremmarch. Venstrefløjens svigt startede i
firserne, hvor man i de homogene samfund i Skandinavien ikke tog de
kulturelle udfordringer seriøst. Vi lukkede øjnene og accepteret
parallellsamfund, som ikke bare handler om religion og kultur, men også
handler om social ulighed og marginalisering. Vi har brug for at skabe nye
folkelige sammenslutninger, hvor vi står sammen på tværs af kultur og
religion og ikke sammen på grund af kultur og religion.
Kommer de fremmede att bli en viktig fråga i det kommande danska valet?
PH: Det er den allerede. Indførslen af grænsekontrol er et udslag af
ny-nationalistisk tankegang, der primært skal kontrollere synlige etniske
minoriteter og asyl-søgere; ligeledes er der igen foreslået nye stramninger
og sådan har der været stramninger siden midten af 1990erne.
JJS: Den kommende valg står absolut i økonomiens tegn, men det skulle
overraske hvis Dansk Folkeparti og resten af det borgerlige Danmark ikke
igen vil forsøge at spille indvandre-kortet og skabe splittelse i den danske
opposition, der stadig ikke ved hvilket ben de skal stå på.
* Svaren publiceras oöversatta dels för att nämnda debatt fördes
på vars och ens modersmål, dels för att många följer och förstår dansk
debatt – eller säger sig åtminstone göra det när de kritiserar den svenska.